14,8 millioner kroner til istandsættelse af kirker i hele landet

Minister for byer og landdistrikter og kirkeminister Morten Dahlin har besluttet, at 16 kirker får tildelt 14,8 millioner kroner fra puljen for 2024 i ministeriets kirkeistandsættelsesordning. Puljen giver mulighed for at få tilskud til at vedligeholde og istandsætte af særligt bevaringsværdige kirker.

Kirkeminister Morten Dahlin siger:

”Det er glædeligt, at 16 kirker kan få glæde af ordningen. Danmarks gamle kirker er en vigtig del af landets kulturarv. Vi møder dem, når vi bevæger os rundt i det danske land, og de er vigtige fortsat at vedligeholde og istandsætte, så vi passer på og bevarer vores fælles historie til glæde og gavn for os alle og for kommende generationer.”

Flest penge tilfalder i år Zions Kirke i Esbjerg, som modtager et tilskud på 3,5 mio. kr. De øvrige 15 modtagere er placeret over det meste af landet; en kirke på Lolland, en anden på Ærø, seks i Sydjylland, fem i Midt- og Vestjylland og to på Fyn. Nationalmuseet har vurderet, at de 16 kirkeistandsættelsesprojekter er støtteværdige pga. deres nationale eller lokale kulturhistoriske værdi.

Kirkeistandsættelsesordningens maksimale støttebeløb til enkeltansøgninger i 2024 er 3,5 mio. kr. og aldrig over 35 pct. af istandsættelsens samlede udgift.

I år er der ikke indkommet ansøgninger nok til, at hele puljen kan udmøntes. Derfor opretter ministeriet en anden runde med ansøgningsfrist 1. august 2024, så endnu flere kirker kan få gavn af ordningen.

Læs mere om de enkelte projekter i vedhæftede dokument.

Nyhedsarkiv

08/05 2024

Kirkeminister Morten Dahlin deltog i denne uge i det første møde i Udvalget vedrørende bæredygtig finansiering af folkekirkens fællesopgaver.

07/05 2024

Igen i år kommer rammen for FLAG-tilskudsordningen til at lyde på 16 millioner kroner.

15/04 2024

Folkekirken har netop afsluttet den største danske klimaundersøgelse af sin art i en enkelt organisation. Den omfattende kortlægning afdækker…

10/04 2024

Landdistriktspuljen støtter foreninger og aktiviteter, der skaber liv og udvikling i landdistrikterne. I 2024 er der afsat 56,7 millioner kroner i…

25/03 2024

Middelalderkirker, udligningsordning og finansiering af præster: Kirkeministeren beder et nyt udvalg om at se på, hvordan folkekirkens fællesfond kan…

24/03 2024

Kirkeminister Morten Dahlin har besluttet, at Karl Edvard Nielsens gravsten skal fjernes fra Det Store Gravfelt i Mindelunden for modstandsfolk under…